Samfund

Lokale ildsjæle får varige fællesskaber til at gro

I den populære nordjyske badeby, Lønstrup, ligger den historiske Lønstrup Gl. Biograf – nu et kulturhus og en café. Foto: Leif Tuxen

Når frivillige ildsjæle bygger og sætter sig for at skabe udvikling og sammenhold lokalt er det effektivt. De lokale initiativer samler mange mennesker og er i langt de fleste tilfælde langtidsholdbare, viser en undersøgelse fra Realdania.

Realdania sætter i en undersøgelse fokus på de ildsjæleprojekter, som foreningen har givet filantropisk støtte til for mere end fem år siden. 109 ildsjæleprojekter er blevet genbesøgt for at finde ud af, hvordan de har udviklet sig – og med særlig fokus på brugerne på stedet. Besøgene viser, at det har stor lokal effekt, når frivillige borgere engagerer sig i at skabe nye rammer for lokale fællesskaber, og at langt de fleste projekter og fællesskaber har været levedygtige på lang sigt.

Ud af 109 støttede ildsjæleprojekter er fire ud af fem stadig velfungerende – og de aktive projekter har ifølge de frivilliges eget estimat samlet set omkring 1,2 millioner besøg årligt. Derudover anslår 7 ud af 10 af de aktive ildsjæleprojekter, at projektet har haft afledte effekter og er resulteret i andre nye aktiviteter til gavn for lokalsamfundet udover selve projektet.

– Mange mindre byer på landet kan mønstre stort frivilligt engagement og ildsjæle, der ønsker at udvikle deres område eller by. I en by som Lønstrup med omkring 550 indbyggere har den lokale biograf 450 medlemmer – dét er virkelig et fællesskab, der kan gøre en mærkbar forskel i hverdagen – f.eks. for tilflyttere, siger Laura Bjerre Munch, projektchef i Realdania og ansvarlig for ildsjæle-kampagnen Underværker.

Gennem årene har den filantropiske forening støttet mere end 300 projekter drevet af lokale frivillige inden for det byggede miljø – i de senere år gennem kampagnen Underværker, hvor lokale ildsjæle arbejder over hele landet med byggeri for og til fællesskaber. Som oftest går det godt, og fællesskabet trives længe – andre steder er der udfordringer, som alle der arbejder med frivillighed kan lære af:

– Faglig sparring er en rigtig god ting, når det handler om frivillig-projekter. Når ildsjæle f.eks. kaster deres kærlighed på en fredet bygning, kan det give store udfordringer, da der skal søges mange tilladelser og kræves særlig håndværksekspertise. Men samtidig ser vi også, at modstand kan styrke sammenholdet og sætte nyt blus under de lokale ildsjæle, siger Laura Bjerre Munch.

Læs mere om Realdanias Genbesøg

Kommentarer